DesignHvorfor er der mennesketomt omkring Operaen, mens det vrimler med liv på promenadedækket langs Skuespilhuset - lige på den modsatte side af Københavns Havn? Og er det egentligt arkitekternes opgave at sørge for, at bylivet rent faktisk kan blomstre, der hvor der bygges nyt?
Pleasure.dk tager pulsen på bylivet omkring Københavns to nye kulturbygninger, professor Henning Larsens Opera på Holmen og Skuespilhuset, tegnet af en af vore fineste arkitekter, Lene Tranberg.
Med sådan en udsigt burde pladsen foran Operaen være fyldt med mennesker
Stiller man sig på pladsen foran Operaen med blikket vendt mod vandet, belønnes man med en af verdens smukkeste arkitektoniske udsigter.
Læs også: Megahotel fejrer åbning med egne dollarsedler
Smuk som et kostbart art déco-møbel, som bør beundres på afstand. Københavnerne har vendt Operaen som er et af byens mest prestigefyldte bygninger ryggen og dømt den til et liv i ensomhed - om dagen i hvert fald.
Tværs over vandet og Amaliehavens fontæner og kaskader af grønne træer og buske, kigger man nemlig i lige linje mod et af klodens fineste rokokoslotte, Amalienborg, og bag det, Marmorkirkens vældige dansk-florentinske kuppel.
Med en udsigt som denne burde pladsen foran Operaen være fyldt med mennesker, som nyder udsigten til Amalienborg og Esplanaden, mens de sipper drinks eller tager sig en slapper i chill out-stole. Sådan som man gør det hos sommeroasen Halvandet lidt længere mod nord på Refshaleøen.
Men pladsen omkring arkitekt Henning Larsens bygning står for det meste tom og menneskeforladt. Også selv om Operaen ligger tæt op ad et kvarter, der bugner af kreative skoler, og ligger i gåafstand fra turistmagneter som Christiania og Christianshavn.
Som del af en af verdens smukkeste arkitektoniske akser tilbyder Operan til en uovertruffen udsigt som arkitekter rejser langt fra for at beundre. I forgrunden ses Amalienborgs fire smukke rokokopalæer.
Skråt over for Operaen, på den modsatte side af vandet, ved Skuespilhuset, ser billedet helt anderledes ud. Her ligner promenadedækket med den fuldt besatte café og restaurant og den uafbrudte strøm af mennesker mest af alt en af Venedigs turiststræder – i højsæson.
Med åbningen sidste sommer af Ofelia Beach ved Kvæsthusmolen på nordsiden af Skuespilhuset er stedet om muligt blevet endnu mere populært og trafikken på dækket mangedoblet.
Udover Christianshavns game pakhuse og et par arkitekturkiksere såsom Arkitekternes hus og Udenrigsministeriet, byder udsigten fra Skuespilhuset på bl.a. en livlig havnetrafik. Foto: Jo Remy-Jensen.
Operaen og Skuespillehuset er genboer og opført med få års mellemrum. De er begge, på hver sin måde, også fremragende som rammer for det kulturliv, de er designet til. Publikum elsker dem, selv om de er meget forskellige fra hinanden.
Hvordan kan to huse, der indvendigt vibrerer af liv, ende med at blive modtaget så forskelligt af den by, som de er blevet en del af?
Operaen er med sin luksuriøse interiør efterhånden det eneste sted i byen, som man klæder om til at besøge, og hvor man i pauserne kan mingle omgivet af kostbar kunst af Olafur Eliason eller sidde og nyde en drink i arkitekttegnede sofaer, betrukket med det fineste læder.
Man kan slentre på Promenadeækket eller slå sig ned i Verner Pantons Tivoli-stole og nyde udsigten og vrimmelen. Der er om sommeren, foruden en café og en restaurant, også en pølse- og isbod på dækket. Foto: Jo Remy-Jensen
Skuespilhuset derimod er, lige som i øvrigt DR's Musikhus i Ørestaden, en bygning, hvor man for det meste dapper ind iført tilbagelænet tøj og ditto attitude.
Stolene i foyeren og restauranten er de samme, som dem, man bruger ude på promenadedækket. Robuste og af den folkelige slags, tegnet til Tivoli i 1955 af Verner Panton og udført i praktisk plastik og stål.
Man siger, at bygninger er byens møbler og måske er det denne sammenligning, man skal ty til for at finde svaret på hvorfor københavnerne reagerer så forskelligt på de to kulturtempler.
Ofelia Beach trækker folk til også når der ikke er badevejr. På modsatte side ved Operaen står de store, arkitekttegnede arealer helt tomme.Foto: Scanpix
Der fandtes i gamle dage noget, man kaldte en stadsstue. Her var møbler noget, der stod til stads og som man skulle beundre, og generelt holde sig på andægtig afstand fra.
På mange måder virker Operaen som et af disse møbler. En ny, og lettere art deco-agtig tilføjelse til møblementet, som via sin placering for enden af en akse, der går gennem den aristokratiske Frederikstaden, er kommet i stue med de fine – og deler skæbne med dem. Nok se, men ikke røre.
Livet er det samme på begge sider af ruderne, easygoing og helt uden fine fornemmelser
Den type fine fornemmelser er Skuespilhuset fuldstændig forskånet for. Det er et hus, skabt til at blive brugt – både ude og inde. Der findes ingen anden bygning i København med en så flydende overgang mellem ude og inde, end Skuespilhuset.
Ofelia Beach er opdelt i flere aktivitets- og slap-af felter. Her et kig mod græsplænen med Skuespilhuset i baggrunden.
Kun kæmpestore panoramaruder adskiller den store hall og dækket, der begge er møbleret med samme stole og borde og udstyret med barer, skåret over samme model. Livet er det samme på begge sider af ruderne, easygoing og helt uden fine fornemmelser.
Arkitekt Lene Tranberg, som har skabt huset, var bortrejst mens denne artikel blev til og har derfor ikke kunne kommentere den. Hun har under et tidligere interview med Børsen udtalt, at en bygning ikke er færdig, hvis den ikke også er sjæleligt beslægtet med de huse og det landskab, den er omgivet af.
Hvordan man rammer dette slægtskab er en af arkitekturens store gåder. Det er de to store, fine kulturhuses vidt forskellige skæbner et godt eksempel på.
Læs også:
Arkitekt-komet vil omskabe jordens indre
Utzons arvtager tier og bygger
